Hverdagen

En dag i Dagplejehuset...

 

Jeg åbner dørene kl. 7.30, og for de børn, der er her inden kl. 8.15, kan der blive serveret morgenmad, i form af havregrød eller havregryn/corn flakes med mælk.

De børn der har behov for en formiddagslur, bliver puttet omkring kl. 8.30. så de er friske til at være sammen med de andre børn resten af formiddagen.

 

Om formiddagen tager vi tøj på efter vejret, og går ud. Vi er gerne ude at gå en tur, hvor vi enten slår et smut ned forbi og ser toget eller går hen på én af Mårslets mange legepladser. Besøger vi Midgaard har vi gerne gulerødder med til gederne. Vi kan også gå en tur ned og handle, hvor de store børn synes det er sjovt at køre med deres egen lille indkøbsvogn. Andre gange tager vi hen og besøger en af de andre selvstændige børnepassere, der er her i Mårslet, eller får besøg af dem. Nogle gange smører vi madpakker hjemmefra og tager på tur.

 

Det er kun hvis vejret er meget dårligt, at vi er indenfor, hvor vi leger, læser, synger, tegner, maler eller hvad vi nu finder på.

Ca. kl. 11.30 spiser vi frokost, som hovedsaligt består af rugbrød med sundt pålæg og grøntsagshapser.

Mellem kl. 12 og 12.30 bliver børnene puttet i egne barnevogne. Børnene sover altid udendørs, under den overdækkede carport, med mindre andet aftales. Barnevognene opbevares altid indendørs om natten, så de ikke bliver fugtige, og er dejligt lune, når børnene skal sove.

Om eftermiddagen, efterhånden som børnene vågner igen, får vi hjemmebagte boller eller -brød og frugt. Og så tager vi ud på vores egen legeplads, hvor vi som regel er indtil børnene bliver hentet.

Dagplejehuset │ v/ Jette Sjørup │ Præstegårdsvej 6 │ 8320 Mårslet │ Tlf.: 22 67 37 98 │ mail: jette@dagplejehuset.dk